Overvejelser inden du går i gang…

Meld dig til en introdag…

Du kommer med ud på skrænten og møder andre piloter i klubben og ser på aktiviteterne.
På introduktionsdagen kan du prøve udstyret og hvis vejret egner sig, få en tur i en tandemparaglider.

Du skal tilmelde dig ved en af klubbens instruktører på telefon. Se afsnittet ”Om klubben”. Du skal også udfylde ”tilmeldingsformular” som findes under ”Bliv paragliderpilot”.
Herefter vil du blive tilmeldt en sms-liste, hvorigennem instruktøren kan sende en sms til dig, når der er mulighed for at komme med ud.

Før du starter…

Efter introduktionsdagen kan du begynde et egentligt skolingsforløb.
Før du starter på et skolingsforløb skal du være opmærksom på, at hvis du vil være paragliderpilot kræver det både tid og tålmodighed.

For det første er vi meget afhængige af vejret, og der forekommer perioder på flere uger, hvor det er umuligt at flyve. Det sker at vi tager af sted, men må vente i timevis inden vejret arter sig, eller vi må køre hjem uden at have fløjet. For det andet må du gøre dig klart at det er din egen vilje og motivation der afgør om du får gennemført skolingsforløbet.

Vejrudsigten bliver det mest spændende program i TV …

Som paraglider vænner man sig til altid at holde intenst øje med vinden, skyerne og vejrudsigten. Men har man mulighed for at tage af sted, når ”endelig” vejret passer, så ring til en af instruktørerne og aftal nærmere.

Vær fra starten klar over at Paragliding er en sport der vil påvirke mange sider af din tilværelse og i starten vil kræve meget af din tid.

Vi siger velkommen til en helt ny dimension i dit liv!