En snak med en af klubbens garvede piloter…

Erik Petersen er tidligere chefinstruktør og en af de mest erfarne piloter i PG-nord.

Her fortæller han lidt om om det at paraglide og hvad det er han finder mest fascinerende ved sporten…

Så du kunne tænke dig at lære at flyve, huh?

Må jeg spørge om hvorfor? Er der ikke noget andet der kan sætte fart i dit blod?

Jeg kan give dig min grund: Du ved hvad man siger om at leve i nuet; paraglidning er hvor jeg kan det. Til at begynde med var det følelsen af at svæve frit, men ens evner vokser, og dermed det man vil have ud af det. Spørg en anden, og få et andet svar. Der er ingen grænser for hvad man kan.

Tro ikke at det kommer uden en bagside. Lige så groovy det er at cruise i 3 meters højde hen af en solbeskinnet strand i 30 graders varme, lige så meget terror er det at blive jagtet af en tordensky. Der er ingen grænser for hvad man kan, men der er heller ingen grænser for hvor galt det kan gå. Det er moder natur vi leger med...

Så langt så godt, men man kan selv styre meget af risikoen. Man må lige lære at aflæse moder naturs lune, og så afgøre med sig selv om man kan hån dtere det.

Ja. Det er naturligvis pædagogisk forkert at l ægge ud med at fortælle om det farlige, men du finder ud af det før eller siden alligevel, og selvom vi godt kan bruge pengene i klubben, er det nu stadig surt at betale for en skoling man alligevel ikke vil gennemføre.

Er du stadig med?, så har du taget første lille skridt ind i det fællesskab, paragliderverdenen er. Vi kan godt lide små skridt. Vi smider jo heller ikke folk ud foran tordenskyer den første dag. Det skulle gerne være Peace, Love and Harmony. Omend jeg kender en faldskærmsudspringer som gerne hopper ned gennem tordenskyer. Det skulle være vildt fedt, omend haglene, der kommer nedefra, kan gøre ondt hvor de rammer ubeskyttet hud.

Næh, første dag går med at se på udstyret, tage det på, og lære at balancere nede på en stor flad strand. Man lærer så skærmen at kende; hvor meget man må hive i bremserne, hvor hurtigt den reagerer; et spørgsmål om følsomhed. Det tager 3-8 timer at lære. +/- . Så går man op på en venlig bakke, og prøver at glide ned. Og så går man op igen, og prøver at glide ned. og så går man op igen op prøver at glide ned. Indtil jeg synes det ser godt ud. Så prøver vi at lade dig dreje hen langs skrænten så du kan mærke løftet. Det er lettest på en stor skrænt. Er du klar til at køre til Hanstholm?. Tættere og tættere på, med skarpere og skarpere drej. Til sidst kan du flyve hele dagen.

Nogen har taget kurser i bjergene. De dur ikke til skræntflyvning.

Vi har en aviation licence som vi udsteder til folk der kan flyve. Udover de praktiske evner skal man også bestå en teoriprøve, så vi har rimelig styr på hvad folk ved.

Hvor og hvornår? Allesteder ligepludseligt. Mest populær er Løkken, St. Klinthøj og Dokkedal. Men på en god søndag har man set os så langt væk som Kopperhagen på Djursland.

Der er sportens natur, at man ikke ved om det er flyvevejr før det er der, og så er det nu eller aldrig.  Det er tilmed sådan, at der ikke er nogen der gider at ringe til 60 mennesker for at høre om de vil med ud og flyve. Derfor har vi en sms tjeneste, så man kan sende til alle på en gang.

Det er op til DIG at ringe som reaktion på en sms og høre om det er elevvejr. Det er det initiativ der kræves.

Normalt vil instruktørerne skrive i deres sms om der er mulighed for skoling, men det er altid en god ide at ringe og chekke status på flyvestedet. Dels kører vi i privatbiler, så det er ikke altid der er plads til en ekstra skærm, dels kan der allerede være 3 andre elever på vej, og så kan det hurtigt blive kedeligt at kigge på. Det skal dog siges, at nogle af de gamle flyvere efterhånden bruger mere tid på at fortælle historer end på at flyve, så der plejer at være underholdning.

Og dette er kun begyndelsen. Inden længe vil du også begynde at interessere for inversionslag, overfladeopvarmningshastigheder og computerassisteret konvektionsstrømslokalisering.

Således om paraglidning. Det eneste vi garanterer er en god udsigt.

Erik